Min første skitur Årsskiftet 1972 – 73

Skurdalen Geilo

Skurdalen ved Geilo

Min første skitur gik til Skurdalen ved Geilo i Norge. Jeg deltog i en fjeltur, hvor vi løb på langski på fjelsiderne rundt skihytten “Fjellheim”. Vi løb både på præparerede løjper og offpiste. Mens vi gled ned ad fjellet, så vi ofte fjeld- og dalryper, sneræve og snespurve. Der var ikke andre mennesker i omegnen, så vi var helt alene på fjeldet.

Anden juledag 1972 startede turen i København ved Oslobåden og varede til 6. januar 1973. Vi fejrede nytåret med nytårsmenu bestående af oksesteg og is. Vi havde også medbragt et juletræ, så alt var som ved en dansk juleferie. Nytår blev markeret med fyrværkeri og champagne og kransekage.

Hytten, som ejes af Dansk Norsk Skiforening, ligger på en sydvendt skråning med udsigt ud over nationalparken Hardangervidda.

Hardangervidda er et fantastisk langrendsområde. Fjellheim ligger på højfjeldet – det er bare at tage skiene på udenfor døren. Løypenettet er stort – med 220 km pænt preparerede og godt mærkede langrendsløyper.

Hytten er en ældre tømmerhytte beliggende på en sæter, der ikke længere er i drift. Den ligger fantastisk naturskønt i højfeldet (1160 moh). Der er ikke elektricitet, vand eller varme – vi skulle hugge brænde, tø is til vand til mad, kaffe, mad og vask. Vi fik lys fra pejsen, stearinlys og petroleumslamper. Det var spændende, praktisk-orienteret og smadder hyggeligt.

Hytten er i 3 etager og har ca. 140 kvadratmeter beboelse. Der er plads til 11 gæster. Den har hele sin gamle charme i behold med rustik atmosfære, trægulve og soverum med skrå vægge.

Foruden soveværelset i stueetagen (med to senge og babyseng) er der 4 soveværelser på første sal. Tre værelser med 2 senge og et med 3 senge. I kælderen er der endnu et soveværelse, men det har i øjeblikket ingen opvarmning.

I kælderen er der desuden skistald med indgang fra terræn og et værksted, med det mest almindelige håndværktøj. Brænde hentes i brændeskuret.

Hytten

Hytten “Fjellheim”

Turen var arrangeret af Palle Tørnquist og hans kæreste Lisbeth, som begge var lærere på Skovlunde Skole, hvor jeg også var ansat. Vi gik samtidig alle tre på aftenseminariet.

Vi kørte 265 km i bil fra Oslo til Skurdalen, hvor vi parkerede nedenfor fjellet nedenfor hytten. Turen gik fint og vi ankom til “Fjellheim” omkring 16-tiden om aftenen. Vi skulle bære vores bagage fra bilen op til hytten, som lå oppe på en fjeldtop.

Nytårsaften

Nytårsaften

Turen hjem startede ved at vejret dagen før havde været tøvejr og frostvejr om natten, så vejen ned af Skurdalen var spejlblank. Vi måtte køre med snekæder og binde reb i bilen, hvorefter chaufføren (mig) kørte i 1. gear, mens de andre passerer holdt i rebet, som var bundet til bilen. Nedturen til vejen, som normalt tog et kvarter, tog nu 2 timer, så vi havde travlt resten af vejen hjem.

Jeg havde et lille år inden købt en Renault 6, så den kunne sagtens køre til Skurdalen – troede jeg. Da vi på hjemvejen kom til Hønefoss lidt nord for Oslo, knækkede drivremmen, hvorefter jeg var nødt til at stoppe bilen. Til al held kom en bil kørende forbi og opdagede min stoppede bil. Den trak til et værksted, hvor bilen blev repareret, hvorefter vi fortsatte til Oslo i håb at kunne nå færgen til København. Det lykkedes ikke at nå færgen, så vi valgte at køre hele vejen hjem til Danmark, da vi skulle på arbejde dagen efter. Turen var lang, mørk og til diset, men det lykkedes at komme til København tidlig om morgenen, så vi kunne passe vores arbejde – godt trætte. To af bilerne havde fortsat til Oslo uden at vente på os på værkstedet – de nåede færgen. Vi mødte dem i København på samme tid, så alt passede, men de var lidt friskere.

Årsskiftet kl. 0.00 1972 - 73

Årsskiftet kl. 0.00 1972 – 73

Skituren var fantastisk. Jeg mindes den som min store skioplevelse – at glide hen ad sneen, alt tyst og fredeligt var frydefuldt.